SFO-ansat kræver skæg som svinsk cowboy

Rantzausgade Af
Tegning: Karoline Stjernfelt

Frisør har aldrig før oplevet nogen, der ville have et mere utiltalende look

 

Frisørsalonen Et Sted på Nørrebro modtog tirsdag kort før lukketid en højst usædvanlig forespørgsel fra 26-årige Andreas Brandt, der bad om at blive barberet, så han kom til at ligne ”et rigtigt møgsvin”.

”Det er første gang, jeg har hørt nogen sige, at de gerne vil være mere utiltalende i deres look,” fortæller frisør Sebastian Eskerod og beskriver, hvordan han med kost i hånden og hår på gulvet i første omgang modtog forespørgslen med tøven.

”Det var, som om at jeg tog ham lidt på sengen,” husker Andreas Brandt.

”Han skulle i hvert fald lige bruge et øjeblik og et elevatorblik, før jeg fik et svar.”

Børnebankende look

På trods af, at situationen var uvant for begge parter, blev både kunde og frisør hurtigt grebet af projektet og satte gang i en omfattende brainstorm, der blandt andet inkluderede opklarende spørgsmål som ”Altså, et kæmpe møgsvin?”.

Resultatet var langt over forventning.

”Det look, vi gik efter, var, en kvindetævende, børnebankende, dyremishandlende, ponchobærende, cigarillosrygende, whiskydrikkende, slesk kommentar-udtrykkende, gennemsyret ubehagelig mandsperson af en cowboy. Vi ramte den lige i øjet – og så kan han sgu bære det,” opsummerer Eskerod, der suppleres af Brandt selv:

”Jeg lignede virkelig ham møgsvinet med sved under bowlerhatten og sand på støvlen. Du ved, ham, der sidder og råber og skriger oppe i baren på saloonen,” siger han og forklarer efterfølgende, at barberingen var motiveret af en forestående cowboy- tematiseret nytårsfest hos spøgefugl og gymnasieven Rune Harpsøe Christoffersen.

”Jeg gav den hele armen,” siger Andreas Brandt om sin udklædning, der ud over nyt skæg også bestod af en cowboyhat, som han
stolt troppede op til festen med. Men der var ingen temafest. Kun en fest. Brandt var offer for sin vens narrestreger, der har stået på siden gymnasietiden i Vordingborg.

Intet held med damerne

”Heldigvis kunne hatten hurtigt tages af,” siger Brandt, der dog bar skægget med sig til samtlige af nattens nytårsfester, hvor han havde usædvanlig svært ved at charmere de kvindelige gæster – en situation, han tilskriver sit udpræget misogyne look, der også påvirkede hans adfærd.

”Vi har alle sammen et lille møgsvin i os, og jeg kunne absolut mærke mit,” lyder det fra SFO-medarbejderen, der i samme ombæring understreger, at hans faglighed ikke var påvirket i dagene op til festen.

”Selv om børnene ikke umiddelbart kunne sætte en finger på, hvad der var sket, henvendte både kollegaer og forældre sig til mig for at få en forklaring,” siger Andreas Brandt, hvis skæg er vokset en smule og ser ”mere tilforladeligt ud”.

”Møgsvinet er ved at være gemt væk under resten af skægget, men essensen af det bliver siddende indtil næste nytår. Det er gået hen og blevet lidt af en skæg-højtid, kan jeg mærke. Det kan vi jo takke Rune for”.