Hvornår har du sidst snydt i skat?

Rantzausgade Af

Som det første medie i verden retter Rabarberbladet nu søgelyset mod Rabarberkvarteret som led i internationale bestræbelser på at afsløre skattefusk.

Den verdensomspændende skatteskandale kendt som Panama-papirerne har forarget rabarberboere af alle slags og skabt rystelser i verdenssamfundets øverste luftlag, hvor toppolitikere, sportsstjerner og it- millionærer har set deres bukser trukket ned og deres navne figurere i de 11,5 millioner lækkede dokumenter fra det suspekte advokatfirma Mossack Fonseca.

Rabarberkvarteret er indtil videre gået fri for mistanke om off shore-ulovligheder, men er det ensbetydende med, at kvarterets beboere har ren skattesamvittighed? Nej, viser Rabarberbladets undersøgelse.

Med lovning om fuld anonymitet afslører en række rabarberboere i dag, hvordan de skaber deres egne små skattely. For der er mange andre måder at undgå sit pligtmæssige bidrag til fællesskabet end gennem skuffe-selskaber, offshore-virksomhed og bankkonti på Caymanøerne.

 

Jeg har aldrig snydt i skat, men jeg har engang rejst fucking længe, imens jeg var på dagpenge uden at indberette det.

Hippiedreng i 20’erne

 

Jeg betalte en gut sort, da han tatoverede mig. Han hed Gustav.

Ung kvinde med tæppe om livet

 

Jeg har spist frokost med min mor på hendes firma- kort. Der fik vi tartar. Det var super lækkert faktisk.

Samme unge kvinde med samme tæppe nu trukket højere op om livet

 

Da vi brugte Airbnb. Det har jeg hørt, man skal indberette.

Stadig tæppekvinden

 

Jeg er på vej ud for at snyde i skat nu. Jeg gør rent hos mine bedsteforældre hver anden uge. De 800 kroner om måneden ved SKAT ikke noget om.

Ung kvinde med cykel

 

Jeg laver ikke skat, det kan jeg slet ikke finde ud af.

Mand, studerende, 25 år

 

Jeg har aldrig snydt i skat. Jeg går rundt med den her rollator, og når jeg har brug for det, kan jeg komme på hospitalet, hvor de behandler mig godt. Det synes jeg er vigtigt. Men ok, jeg har så heller ikke haft så meget at snyde med.

Leif, 62 år, forhenværende fabriksarbejder, nu efterlønner

 

Jeg tror, at jeg snyder mig selv hvert eneste år, fordi jeg ikke fatter det lortesystem, men sidste år satte jeg lidt ekstra kilometer på mit kørselsfradrag.

Mand midt i 20’erne

 

Jeg arbejder sort for min far.

Dreng, 17 år, gymnasieelev

 

Jeg putter altid lidt ekstra på befordringsbidraget.

Kvinde i midten af 30’erne

 

Jeg havde adresse hos mine venner for at få udeboende SU, selv om jeg boede hjemme.

Anton, 25 år

 

Jeg er selvstændig, så det fikser min revisor.

Ældre, velklædt herre

 

Jeg opretter firmaer for at snyde i skat.

Mand i 20’erne

 

Hver gang.

Ældre herre med stok

 

Jeg har købt alle mine gadgets gennem mit firma – det er vist lidt snyd.

Midaldrende kvinde