Breaking news & andre ting

x

Send os et tip

Kategori arkiv

Ugens indvandrer

  • Mary-Fredholm.jpg
    Mary Fredholm har boet i Rabarberkvarteret i 41 år. Hun kommer fra en forstad til Dublin og savner at synge på værtshusene, som man gør i Irland. Foto: Rikke Hjort Brusch

Ugens indvandrer

Læs mere

Mary Fredholm, 71 år

Pensionist, Hans Egedes Gade

Hvor kommer du fra?

“Fra Dublin, et kvarter der hedder Inchicore, hvor jeg boede med min familie og gik på katolsk pigeskole. Jeg har stadig familie i Inchicore.”

Hvor længe har du boet i Rabarberkvarteret?

“Jeg har boet her i 41 år. Dengang var Rantzausgade en gade, hvor man kunne købe smørrebrød, og der var to forskellige bagere og to slagtere, og man kunne købe sko i en forretning og gardiner i en anden forretning. Alle de pizzabarer havde man ikke før.”

Hvordan er kulturen anderledes her, end der hvor du kommer fra?

“Irerne er meget mere åbne, end danskerne er. Lige indtil man selvfølgelig lærer danskerne at kende, altså. Hvis man sidder i en bus i Irland, så vil folk sige ‘hej’ og ‘hvor kommer du fra?’ eller ‘hvor skal du hen?’ eller ‘blablabla’. Det gør man altså ikke her, hvis man ikke kender folk. Jeg er stadigvæk meget irsk, og jeg hilser på rigtig mange mennesker.”

Hvad savner du?

“At synge. Man synger meget i Irland. Man synger irsk folkemusik på værtshuse, hvor der altid er en gruppe, der spiller, og så kan man bare stille sig op og synge en sang. Det er meget almindeligt, også til fester. Der er ikke nogen fest, uden at man synger. Det er en del af Irland. Det er ligesom at spise pølser i Danmark.”

Hvad har du gjort for at integrere dig?

“Jeg gik til danskundervisning tre gange om ugen i tre timer, så det var ni timer om ugen. Jeg havde et job inde på Strøget, hvor jeg kunne høre sproget rundt omkring mig, så det gik ret let. Og så har jeg været medhjælper i en børnehave, og det arbejdede jeg med i mange år. Så lærte jeg forældrene at kende, og når man så arbejder i det område, hvor man bor, så kommer man jo i kontakt med en masse mennesker. Men i første omgang var det ikke tanken, at jeg skulle blive her. Jeg havde fået en dansk kæreste, men jeg skulle hjem til Irland på et tidspunkt. Det blev ikke rigtig til noget, mest fordi min far døde, da jeg havde været her et par måneder.”

 

  • Skærmbillede-2017-11-16-kl.-10.39.36.png

Ugens indvandrer

Ugens indvandrer Af

Læs mere

Thea Grangaard, 39 år
specialkonsulent i det offentlige

Hvor kommer du fra?
Jeg er oprindeligt fra Jylland men flyttede til København for omkring syv år siden. Først til Frederiksberg, så til Vanløse og senere til Rabarberkvarteret.

Hvor længe har du boet i Rabarberkvarteret?
To år lige her på Hans Tavsens gade. Inden vi flyttede hertil boede vi på Struenseegade i halvandet år. Det må være sammenlagt tre og et halvt år.

Hvordan er kulturen anderledes end der, hvor du kommer fra?
Jeg boede jo i Vanløse, inden jeg flyttede hertil. Vanløse er som at være i Jylland; der står unger på gaden og sælger blommer. Og så er udvalget i Vanløse ikke særlig stort, altså jeg tænker, at her har jeg god kaffe og lækkert brød lige rundt om hjørnet. Jeg har det, som jeg skal bruge i nærheden. Nørrebro er generelt farverigt og råt i modsætning til Vanløse.

Hvad savner du?
Klart en elevator, for jeg bor på fjerde sal. Jeg er gået hele vejen op med mine indkøbsvarer i min ene arm og i den anden min datter på halvandet år. Det kan godt være hårdt.

Hvad har du gjort for at integrere dig?
På længere sigt har jeg tænkt mig at engagere mig i min andelsforening. De kører vildt mange gode ting, og det er jo altid sjovere at være med end at stå udenfor, så det skal jeg til, når jeg får lidt mere overskud. Udover det bruger vi mange af de spisesteder i Rabarberkvarteret. Vi er blevet utrolig glade for Sidecar, Spisebar20 og Kølsters Tolv Haner.

 

  • image1-e1503994626304.jpg
    Foto: Sophia Lehrmann

Ugens indvandrer

Ugens indvandrer Af

Læs mere

Carsten Gottlieb, 61 år
stud.phil, gademusikant og maler

Hvor kommer du fra?
Jeg er født på Østerbro på Nøjsomhedsvej 4 – det er et sjovt gadenavn. Senere var jeg med til at ’åbne’ Christiania.

Hvor længe har du boet i Rabarberkvarteret?
Jeg har boet lidt rundt omkring, men i Strueenseegade i 25 år.

Hvordan er kulturen anderledes end der, hvor du kommer fra?
Alt og intet – det ved jeg ikke. Jeg er kun her – jeg kan ikke være flere steder på én gang.

Hvad savner du?
Åndeligt udviklede mennesker, der har meget power fysisk og psykisk.

Hvad har du gjort for at integrere dig?
Det jeg gør nu blandt andet – spiller musik, forsøger at udfolde mig kunstnerisk.

  • ugens_invanderdec.jpg

Ugens indvandrer

Ugens indvandrer Af

Læs mere

Ida Perch Valdorf-Hansen, 28 år,
Retorikstuderende

Hvor kommer du fra?
”Jeg kommer fra Brede i Lyngby-Taarbæk.”

Hvor længe har du boet i Rarbarberkvarteret?
”Siden 2. november.”

Hvordan er kulturen anderledes der, hvor du kommer fra?
”Der er meget idyllisk, roligt og fredeligt. Der bor mest middelklasseakademikere, som er meget ordentlige alle sammen. Her er mere mangfoldighed, det kan jeg bedre lide. Der må gerne være noget liv og nogle lyde omkring mig. Hvis der bliver alt for stille, bliver jeg panisk og får uro inde i mig selv.”

Hvad er det værste ved at bo i Rarbarberkvarteret?
”Ham, der ejer Quriosa. Han er lidt smart i en fart. Jeg var derinde forleden og så et flot billede. Da jeg spurgte, hvad han skulle have for det, svarede han, at det blev rigtig dyrt, at han ville have et kys, og det skulle være på munden. Det gad jeg altså ikke. Men jeg endte med at købe det for 50 kroner.”

Hvad har du gjort for at integrere dig?
“På mandag begynder jeg til dans i Struenseegade. Og så har jeg hygget mig rigtig meget med min veninde, der bor på Åboulevarden. Vi har sådan et ’partner in crime’-forhold, et platonisk kæresteforhold, vil jeg kalde det.”

  • 14536881_453233624847213_450230686_o-001.jpg

Ugens indvandrer

Ugens indvandrer Af

Læs mere

Stine Seltoft, 22 år,
Studerende

Hvor kommer du fra?

”Jeg har boet i Virum, før jeg flyttede til Nørrebro.”

Hvor længe har du boet i Rabarberkvarteret?

”Jeg har boet på Gartnergade i snart fire år. Det store gårdareal er en stor bonus om sommeren.”

Hvordan er kulturen anderledes end der, hvor du kommer fra?

”Lokalmiljøet har mange kulturelle oplevelser – alt fra plantebytning til akroyoga. Her i sommer var jeg til akroyoga i Hans Tavsens Park.”

Hvad savner du?

”Jeg savner naturen. Før boede jeg tæt på et stort område med skov og søer.”

Hvad har du gjort for at integrere dig?
”Sammen med mine skønne naboer har jeg været med til at etablere en køkkenhave i vores gård, hvor vi har plantet krydderurter, grøntsager og blomster.”

  • Ugens-indvandrer-Niels-og-Elvis-001-e1486144182831.jpg

Ugens indvandrer

Ugens indvandrer Af

Læs mere

Elvis, 12 år,
Chinese crested powderpuff

Hvor kommer han fra?

”Elvis er født i en kendel tæt på Aarhus, men han er vokset op i Åbyhøj.”

Hvor længe har han boet i Rabarberkvarteret?

”Som skilsmissehund (10-4-ordning, red.) har han jo kun delvis bopæl her, men det har han haft siden 2011.”

Hvordan er kulturen anderledes end der, hvor han kommer fra?

”Elvis er en meget udadvendt og social hund, så han har nydt godt af det nære lokalmiljø. Han har mange hundevenner her, og det sker også tit, at menneskene hilser med et ’der kommer Elvis jo!’, og først bagefter lægger mærke til ejeren, som nærmest bare anerkendes som en forlængelse af Elvis’ hundesnor.”

Hvad savner han?

”Ofelia. Det er den kat, han bor sammen med på Sluseholmen. De er gode venner.”

Hvad har han gjort for at integrere sig?

”Elvis er god til at bruge lokalområdet. Han så at sige kaster sig ud i de grønne områder og er meget elskværdig over for andre hunde og mennesker, men især børn. Det tror jeg gør kvarteret godt.”

Interviewet foregik via hundens ejer, Niels Christiansen, underviser fra Snoghøj ved Fredericia, der købte lejlighed på Ahlmannsgade i 1992 efter nogle år i New York.
  • Jimmy-behandlet.jpg

Ugens indvandrer

Læs mere

Jimmy Badaway, 29 år,
medicinstuderende, Rantzausgade

Hvor kommer du fra?

” Ishøj. Way back Vestegn.”

Hvor længe har du boet i Rabarberkvarteret?

”Tre-fire år. Nok mere fire end tre.”

Hvordan er kulturen anderledes end der, hvor du kommer fra?

”Rent hip-mæssigt er der mere her. Seks dage efter, vi var flyttet ind, var der skyderi. Det var noget af en velkomst.”

Hvad savner du?

”Kun min familie faktisk. Og stranden i Ishøj, den er rigtig lækker. Danmarks bedste strand i 98.”

Hvad har du gjort for at integrere dig?

”Ikke rigtig noget. Jo, jeg hilser på mine naboer.”

Ugens udvandrer

Ugens indvandrer Af

Læs mere

Katrine Mariager, 24,
Praktikant, Byens hegn Metroselskabet

Hvor bor du?

”Jeg bor på Frederiksberg.”

Hvor længe boede du i Rabarberkvarteret?

”Jeg boede i Rantzausgade lige over Aldi i sammenlagt to år. Jeg havde et halvt års pause undervejs, hvor jeg indåndede frisk norsk havluft.”

Hvordan er kulturen anderledes på Frederiksberg end på Rantzausgade?

”Fuglekulturen er anderledes på Frederiksberg. På Rantzausgade var der kun skrigende måger og måske en due eller to. Men her på Frederiksberg er der både gråspurve og solsorte, der kvidrer. Ellers sker her ikke så meget.”

Er der andet, du savner?

”Pizzeriaerne. Her må jeg gå 200-300 meter for pizza. Da jeg boede på Rantzausgade, gik jeg kun så langt, hvis jeg skulle ned til Cavallino. Så jeg bruger mere Just-Eat nu, hvor jeg ikke kan hente pizza i joggingbukser.”

Hvad har du gjort for at integrere dig?

”Jeg må indrømme, at jeg ikke har gjort så meget. Jeg køber dog kanelsnegle hos Bodenhoff, fordi de er så gode. Og så er jeg ikke længere så bange for at glemme at låse min cykel. Den bliver ikke stjålet, hvis man glemmer det.”

Gå til Top