Fireårig støvsuger farer vild

Rantzausgade Af

Fredag aften lidt over klokken 18 fandt den 49-årige netværkstekniker Lars Christensen sin automatiske støvsuger i hjælpeløs tilstand i sit hjem i Rantzausgade.

”Jeg kom hjem fra arbejde og kunne ikke finde Juanita. Jeg ledte efter hende og fandt hende viklet ind i ledninger,” siger han.

Juanita, som Lars Christensen kalder det fire år gamle apparat, var under sin vanlige rengøring søgt ind under lænestolen, hvor dens børster havde viklet sig ind i lejlighedens strøm- og lyskabler. Det er langt fra første gang, Juanita kommer i problemer.

Foto: Anna-Bjørg Selnæs

Ofte kommer netværksteknikeren hjem fra arbejde og opdager, at de lasermure, der holder Juanita inden for et afgrænset område, er løbet tør for strøm.

Det medfører en omfattende eftersøgning i den 93 kvadratmeter store lejlighed, så hun kan komme hjem til den oplader, hun normalt selv finder tilbage til.

Juanita er del af familien

Lars Christensen har haft automatiske støvsugere i seks år, siden han og hans daværende kæreste, Vicky Christiansen, blev trætte nok af det konstant støvede gulv i deres lejlighed.

De har været en stor hjælp, men nu oplever Lars Christensen problemer med sin alternative rengøringsdame.

”Hun larmer og brokker sig! Jeg har sagt, hun må melde sig ind i en fagforening, hvis hun skal brokke sig sådan,” siger den lettere irriterede ejer.

Selv om Juanita både farer vild og brokker sig, så har Lars Christensen svært ved at skille sig af med hende.

”Hun er en del af familien,” siger han. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden.”