Fravælger samtlige klassikere og al nutidig og historisk hitmusik
Lørdag eftermiddag tilsidesatte Etaf Libis samtlige værker fra 1.500 års musikhistorie til fordel for en cd lavet af den 33-årige autist, Amer Libis.
Det skete i Salon Etaf, hvor frisøren netop havde færdiggjort føntørringen af 22-årige Samoon Arshads lange, mørke hår. Samtlige seks numre på den cd, hun valgte, er både skrevet og sunget af kunstneren, der også er søn af salonens indehaver.
Særligt sætter hun pris på tredje sang, da Amer Libis i det nummer netop synger om at være autist, og hvordan han ofte er forvirret og mener, at han begår fejl.
Sangen fører Etaf Libis tilbage til sønnens skolestart, hvor han blev diagnosticeret og måtte gennem ere skoleskift, før han fik plads i en specialklasse. Det var også i den alder, Amer Libis begyndte at interessere sig for musik.
”Det var en af pædagogerne, Hanne, der fandt ud af, at min søn godt kan lide musik. De havde et klaver, hvor han sad og spillede, og hun kunne høre, han har nogle toner.”
Etaf Libis lytter mest til sønnens musik mellem kundebesøgene, og det passede frisørkunde og brohusgadebo Samoon Arshads fint, at der ikke var musik, mens hun sad i frisørstolen.
”Jeg kan bedre lide at snakke eller måske at læse i blade, når jeg er til frisøren,” forklarer Arshad uden at tage stilling til det konkrete sangvalg.
Hun er dog åben for, at hun en anden gang kunne være frisk på noget musik fra Libis’ stereo.
”Jo, hvorfor ikke?” siger Samoon Arshad.
Klare rammer behøves
Etaf Libis har arbejdet som frisør, siden hun var 16 år og kunne godt tænke sig at nedbryde tabuet omkring autisme ved at spille musikken i sin salon.
”Man skal ikke være genert over børn med autisme, og man skal ikke skjule det. Man skal støtte dem og vise dem en god vej,” siger Libis, og forklarer, at sønnen ikke har autisme i høj grad, men mest af alt har behov for klare rammer og specifikke forklaringer.
Amer Libis’ behov for at specificere og konkretisere ting mærkes i hans lyrik, hvor en glemt rygsæk bliver eksempel på de fejl, han begår.
Den vigtigste pointe i sang nummer tre er dog, at ”Vi er ikke fejlfrie, man kan begå fejl”. En erkendelse, som Etaf Libis mener, har hjulpet hendes søn markant og gjort hans liv ”meget bedre”.