Musikalsk institution har undgået ’Lille sky gik morgentur’. Institutionsleder går nu ind i sagen og lover at stramme op
To-årige Otto Mandrup Krüger må dagligt se sit sangønske tilsidesat i den Musikalske Vuggestue på Rantzausgade.
Musik og sang betyder meget for både børn og voksne i daginstitutionen med 12 børn, men børn, der som Otto Mandrup Krüger holder meget af den lidt uartige Lille sky gik morgentur, har igen og igen oplevet ikke at blive hørt.
”Ja, lige dén sang synger vi så ikke så tit,” siger medarbejder Hege Bringsdal med et nervøst grin.
Tumling i glædeshop
Halfdan Rasmussens sang om skyen, der tisser i sin ble og drypper på sin vej, vækker ellers glæde hos Otto Mandrup Krüger, der selv kender til det at bære ble.
”Lil tål gik mårn,” siger den lille dreng med en udtale karakteristisk for aldersgruppen.
Bare ved at tale om sangen spærrer tumlingen øjnene op og laver små glædeshop på stedet, men lader sig kort efter distrahere af nogle af dagens øvrige gøremål herunder højlydt leg med en trækvogn på gulvet.
På institutionens vægge motiverer malerier af blandt andet en tiger og et hus børnene til at vælge børnesange, og her er det for eksempel Jeg er en farlig tiger og I et lille bitte hus, der bliver favoriseret, men ikke den om skyen på morgentur.
BRANDBIL-SSANGEN
To-åriges sproglige udviklingstrin efterlader tvivl om, hvad de egentlig mener om sangvalgssagen og sager i det hele taget. Det er derfor svært at vurdere, hvorvidt Otto Mandrup Krüger decideret er skuffet over Hege Bringsdals kommentar om, at hans institution hidtil har forbigået skysangen.
For hans far, Kalle Mandrup Krüger, er det heller ikke helt klart, hvad der egentlig er sønnens yndlingssang, og forældrene vil derfor ikke forfølge sagen yderligere.
”Jeg tror ikke, Otto har noget begreb om, hvad yndlingssang vil sige. Vi har sunget Lille sky gik morgentur med ham, men i morges, da jeg spurgte ham om yndlingssang, svarede han Brandbil-sangen,” siger Kalle Mandrup Krüger.
På gulvet har Otto Mandrup Krüger muligvis allerede glemt sangen om den lille sky, der ingen potte har og derfor ”lod det dryppe på en vej, skønt den ikke måtte”.
Uventet er en bold kommet rullende, og den har stjålet hans opmærksomhed.
Kalle Mandrup Krüger er glad for, at vuggestuen har bragt brandbilsangen ind på sønnens repertoire, og kalder den ”superfed”.
I en sms til Rabarberbladet skriver vuggestuens leder Rachel Mel, at man efter bladets henvendelse vil begynde at synge Lille sol gik morgentur ”noget mere”, som hun udtrykker det, i løbet af efteråret.