Knallerttyve taber udstødning, insisterer på anonymitet

Rantzausgade Af

Drenge stjal i fællesskab to PGO Hot 50-knallerter, men er uenige om pressestrategi

 

En tyvebande fik tirsdag aften forsinket deres røvertogt, da udstødningen faldt af deres nyligt stjålne knallert og tvang dem til at gøre holdt på hjørnet af Brohusgade og Rantzausgade.

”Det er noget lort,” siger tyveknægten G, som har været med til at stjæle knallerten på Blågårdsplads med en vinkelsliber.

Flugtruten er gået via Brohusgade, hvor det var meningen at få fingre i endnu en knallert.

”Vi ville stjæle en ny her, men den er låst med skivelås,” siger G og peger ned af Brohusgade.

De fem knallerttyve oplyser, at de er mellem 15 og 17 år gamle og barndomsvenner fra området omkring Frederiksborgvej i Nordvest. Én af tyveknægtene slæber knallerten om bag banneret ’Mod bustrafik i Brohusgade’ for at reparere den tabte udstødning.

Imens ankommer endnu en knallert, som fanger alle tilstedeværendes opmærksomhed på grund af den massive larm.

”Den har vi også stjålet,” lyder det fra den mere spinkle knallerttyv W om den nytilkomne knallert, der ligesom den udstødningsødelagte er en PGO Hot 50.

Håndgemæng om anonymitet

Imens tyven G beredvilligt fortæller om gruppens kriminelle adfærd, forsøger de medsammensvorne at spolere interviewet ved at råbe:

”Vi vil ikke tale om Paris!”

Ingen af drengene ønsker at oplyse deres navn, men i et indfald af drilleri begynder først den ene så den anden at råbe medsammensvornes navne op. Rabarberbladets udsendte noterer ivrigt ned kun for at få blokken revet ud af hånden. Navnene streges ud, inden blokken returneres på betingelse af, at de ikke bliver brugt.

Drengene fordeler sig to og tre på hver af knallerterne. De understreger alvoren af deres krav om anonymitet:

”Dit navn kommer til at stå på artiklen, så vi ved, hvem du er,” lyder det fra G, inden de stikker af sted i retning mod Nordvest.