Familiefar kan mærke vestenvinden gennem lukket vindue

Jægergade Af

Trods huslejestigning fryser Jan Bisp Zarghami og hans appelsintræer i vintermånederne

 

Lokomotivfører og familiefar Jan Bisp Zarghami vurderede fredag eftermiddag, at det var vestenvinden, som blæste uden for hans ellers lukkede vinduer i lejligheden på Jægergade.

”Hvis man står helt stille, kan man mærke vinden lidt,” udtaler Zarghami, der i sit indre konfererer et par minutter, inden han afgør retningen.

Zarghami tager en tår af sin kaffe, der damper i kulden fra vinduerne, og læner sig tilbage sin røde læderstol.

”Jeg sidder næsten aldrig her om vinteren. Det er simpelthen for koldt,” siger den 45-årige far til fire, der sammen med sin kone flyttede ind i den almene FSB-boligforening Ågården for godt ti år siden.

Rådne altaner

Læderstolen er omkredset af store appelsintræer, der strækker sig mod ruderne. Om sommeren skinner solen gennem dem og giver træerne varme og pleje, men om vinteren kæmper en lille radiator en ulige kamp for skabe lignende forhold.

”Vi skruer en hel del op for varmen om vinteren, for ikke at skulle sidde med tykke trøjer på,” siger Zarghami og lader blikket hvile på planterne omkring sig.

”Det er jo ikke sådan, at det hele falder fra hinanden. Det er bare helt vildt slidt. Og så er der jo nogen, der har større problemer end appelsinerne har,” siger han og trisser mod soveværelset, der vender ud til gården.

”Jeg troede først, at mine naboers altaner var blevet pyntet på ydersiden, men det er for at sikre dem. De er vist gået i forrådnelse,” siger Zarghami, mens hans peger mod de mange altaner, der er belagt med brædder.

På trods af lejlighedernes kritisable tilstand har familien Zarghami og alle andre beboere fået varsel om huslejestigninger fra 1. februar. Ifølge et referat fra et afdelingsmøde i september skyldes det, at opførelsen af byggeriet i 80’erne var dyrt og belånt til høj rente. Nutidens huslejestigninger uden kvalitetsforbedringer er derfor ikke nogens skyld, hed det på mødet.

”Afdelingen (har) altid haft et højt huslejeniveau. Det er ikke nogens skyld. Problemet nu er, at vi ikke har penge til det mest nødvendige som karnapper, skifte vinduer med videre, idet der ikke er henlagt nogle penge til vedligehold. Noget, som man fornuftsmæssigt burde have sparet op til over en lang årrække,” lød forklaringen.

Rabarberbladet har uden held forsøgt at få den uddybet hos FSB.