Skeptisk østriger er ude af form og tilfreds med løbeturens drejning

En spontan løbetur endte onsdag eftermiddag i total fiasko for den 28-årige Andreas Wolff.
Den tyske byplanlægger befandt sig i et kontorfællesskab på Rantzausgade 34 og foreslog kækt en løbetur som pauseaktivitet i arbejdet med at skabe fællesskaber i bymiljøet. Andreas Wolff fik to løbevillige med sig, men da de kort efter vendte tilbage var det uden sved på panden og med en plade chokolade i hånden.
”Vi begyndte at snakke i stedet for at løbe, og så gik vi i Cornershop og købte chokolade, samosa og tog et Rabarberblad. Min drøm om en løbetur blev ikke til virkelighed, men sådan er det nogle gange,” fortæller Andreas Wolff.
Det er hans stillesiddende arbejde, der efter 45 minutter i stræk gav ham en stærk trang til at komme ud og dufte til naturen i Rabarberkvarteret.
”Luften i lokalet var dårlig, og jeg kunne helt ned i maven mærke en instinktiv følelse: Jeg skulle ud og have frisk luft,” lyder det fra Andreas, der onsdag var under stærkt tidspres.
”Jeg ville gerne have været i parken, men det kunne vi ikke nå, så vi gik i kiosken i stedet for. Der var ikke god luft, men chokolade,” griner Andreas Wolff.
Løbepartner ikke skuffet
På turen fik han følgeskab af den østrigske korrespondent Nikolai Atefie, som rent tilfældigt var på kontoret den dag. I første omgang takkede østrigeren dog nej til løbeturen.
”Jeg kom til at tænke over, at jeg slet ikke har dyrket noget sport i år,” forklarede Atefie, der af samme grund ikke havde noget imod, at løbeturen blev til en gåtur.
”Jeg var slet ikke skuffet – den friske luft var rigeligt,” konstaterede østrigeren.
Han bor på en gård i Malmø, men var tirsdag taget til København for at se en koncert med den islandske singer-songwriter Júníus Meyvant. På grund af grænsekontrol nåede han ikke bussen hjem til Sverige og blev derfor nødt til at overnatte hos sin ven i Valby.
Det var ham, der tog Atefie med til Rantzausgade.
”Jeg er afhængig af busser og kunne ikke nå at komme hjem på grund af forsinkelserne med grænsekontrollen,” siger han.
Andreas Wolff er ikke bare byplanlægger, men også initiativtager til Hofice, der er en tilbagevendende onsdagsbegivenhed i Rantzausgade 34, hvor studerende, freelancere og lignende løse fugle samles for at arbejde på hvert sit projekt i blokke af 45 minutters arbejdstid og 15 minutters energiskabende aktiviteter.
”Det handler om fællesskab omkring arbejdslivet. At man ikke bare sidder ved siden af hinanden, men også laver ting sammen. Ideen er at invitere andre hjem til sig for at gøre det mere socialt. Deraf kommer navnet Hofice, der er en sammentrækning af home og office,” siger Wolff.
”Jeg arbejder på et nyt værktøj til Hofice, som kan strukturere dagen bedre. Jeg er uddannet byplanlægger og arbejder på forskellige projekter, som skaber fællesskaber,” siger han.