På krykker var der for langt til Sorte René, men så opdagede tidligere stofbruger bus 66 i Rantzausgade
Lørdag klokken 15 opdagede 60-årige René Pedersen, at buslinje 66 tillader ham nemmere transport end hidtil antaget til det værthus, han har lagt navn til, Sorte René på Åboulevarden 50.
Netop ankommet i taxa fra sit stamværtshus Cafe Ægir på Ydre Nørrebro fik den forhenværende stofbruger øje på en bus, der kørte ad Rantzausgade. Med ét spredte begejstringen sig, og hans hans liv blev meget mindre besværligt.
”Jeg kan fandeme tage 66’eren direkte hjemmefra herned. Det gør det jo endnu lettere end turen til Ægir,” siger Sorte René og hæver sine øjenbryn i begejstring.
”Jeg kommer her ellers næsten aldrig,” siger han, efter han har slået sig ned ved et mørkebrunt bord i rygerummet og taget en tår af sin nyopknappede øl.
Hans blik følger sin medbragte kammesjuk og navnebror Bombe-René, der målrettet bevæger sig hen mod spillemaskinerne, der bimler over for et mørkegrønt billardbord.
”Jeg går ikke så godt, efter jeg kom til skade, og der er altså lidt for langt fra Nordvest til Åboulevarden på krykker,” konstaterer han og peger på sin ødelagte hofte med den halve pegefinger, han har tilbage efter blodpropper og koldbrand i spidserne.
”Det er den slags, der sker, når man ikke passer på sig selv,” sukker han og forklarer, at han fik sit kælenavn for at undgå rod med regninger blandt de mange René’er på Ægir.
”Jeg har spildt 20 år af mit liv på at være på junk og er røget ind og ud af fængslet. Alt det er jeg stoppet med, men det så sgu sort ud for mig på et tidspunkt. Så Sorte René passede vel meget fint.”
Bombe-Renés kaldenavn refererer til en eksplosion, han var involveret i for år tilbage, noget med et blålyn i en politibil.
René er lidt smigret
Ved et bord ved siden af ham sidder indehaver og baransvarlig Frank Rytlow med krydsede ben og smiler til sin gamle ven, som han lærte at kende i bodegaen på Ægirsgade.
René Pedersen var overrasket over Rytlows idé til navngivningen af værtshuset på Åboulevarden, og tanken om at skulle lægge navn til et så stort og farverigt sted skulle han vænne sig til.
”Jeg røg helt ned i kulkælderen, da jeg mistede mine fingre og halvdelen af mit ben. Jeg tror, at Frank ville have, at jeg skulle blive pisseglad for, at han ville kalde det Sorte René. Jeg blev godt nok også lidt smigret, selvom der nu ikke er meget Sorte tilbage i mig mere. Jeg er jo bare en gråhåret, gammel stodder, der er blevet 60 år efterhånden,” griner Pederesen.
Rytlow var aldrig i tvivl om, at Sorte René var det helt rigtige.
”Jeg tænkte, at Sorte nok ikke havde oplevet særlig mange ting, han kunne være glad for,” siger den skaldede barejer, mens sang, klirrende mønter og glædesudbrud fra både Bombe og Sorte René fylder billard-rummet.
”Jeg har opkaldt værthuset efter ham af samme grund. Så har han i hvert fald oplevet dét.”
Sorte René vurderer, at han og Bombe-René nu bare mangler at få åbnet klodsen af Frank og lære nogle flere mennesker at kende.
”Så skal vi sgu nok komme herned igen.”