Hund ved navn Ghita Nørby skærer sig i poten

Assistens Kirkegård Af

Adoptivforældre uden bil rejser med tog til nærmeste hundehospital

 

Den to-årige labrador/border collie Ghita Nørby fik lørdag eftermiddag flænset bagerste del af venstre pote af en endnu uvis genstand.

Adoptivforældrene Trine Mogensen og Mikael Clausen opdagede først ulykken, da de kom hjem i lejligheden på Borups Alle, men har en klar mistanke om, hvor det fandt sted.

”Det må være på kirkegården, det er sket. Vi passer altid særligt på, når vi går på større asfalterede veje og især dernede ved Klovnens Bodega, hvor der ofte ligger glas efter smadrede flasker. Så vi så det ikke komme,” udtaler Trine Mogensen, der sammen med Mikael Clausen hastede med toget til hundehospitalet AniCura ved Ny Ellebjerg.

Hun forklarer, at såret heldigvis ikke var på selve trædepuden, så det var ikke ligeså smertefuldt, som det kunne have været for den uheldige Ghita Nørby.

”Ghita skabte sig slet ikke på turen, så vi troede bare, hun havde trådt i nogle bær. Hun var fuldstændig cool omkring hele skadestuesituationen,” fortæller det stolte par, der mødte hinanden på Københavns Film og Teaterskole KFTS.

Siden har de dannet par i seks år, og det er netop deres fælles fascination af dansk skuespils førstedame, der ligger til grund for hundens navn.

”Ghita indtager scenen nærmest, hvor end hun kommer. Hun er omgivet og elsket af børn, og hun er en ægte diva,” siger Trine Mogensen.

Det var dog en noget alternativ optræden, der fandt sted, da Ghita Nørby vendte hjem efter behandlingen på hundehospitalet.

”Hun var ret spacy, grundet chokket af bedøvelsen. Hun dansede rundt på gulvet og rystede som et espeløv,” siger Trine Mogensen, der glæder sig til, at stingene bliver fjernet på mandag.

Ghita Nørby er ud af en søskendeflok på ni, og hendes biologiske forældre bor på en bondegård en times tid væk fra København. De er blevet underrettet om hændelsen.