Mand ved navn Balder møder anden mand ved navn Balder

Struenseegade Af

Der er kun 249, der hedder Balder i Danmark. Hunde og heste er ikke talt med. To af Balderne bor på Struenseegade

 

En forbløffet Balder Onarheim så søndag sit fornavn gå igen i en kommentar til et opslag i facebook- gruppen for beboere i andelsforeningen AB JoJo.

En anden Balder svarede Onarheim, at han lå inde med det værktøj, Onarheim havde efterspurgt for at løsne pedalerne på sin kærestes cykel.

”Jeg blev helt vildt overrasket over, at der bor en anden Balder i andels- foreningen,” siger den 33-årige selvlærte cykelsmed.

Han ved om nogen, hvor sjældent hans navn er og delte sin begejstring i kommentarfeltet, inden han besøgte den anden Balder, som viste sig at bo kun nogle få opgange nede af Struenseegade.

Over dørtrinnet morede de to Baldere sig over, hvor underligt det var, at de hed det samme. Bagefter gik den ene Balder hjem med den anden Balders pedalarm-løsner.

”Jeg gik ud fra, de fleste Balde- re i Danmark var under 10 år,” siger Balder Onarheim på telefon fra DTU, hvor han som medicinsk pro- duktudvikler har udviklet en særlig ’tænkehat ’, der kan øge kreativiteten ved at sende elektroder gennem hjer- nen.

Mange flere Baldere på vej

Forestillingen om vækst i antallet af nyfødte Baldere er helt korrekt, viser en søgning hos Danmarks Statistik. Den afslører, at der i hele Danmark kun er 249 Baldere, og at mange af dem er børn.

I januar 2016 var der 24 flere Baldere end i 2015, hvoraf 22 var nyfødte og to må være tilflyttere. Det er en stigning på over 10 procent.

Mens den høje Balder-frekvens i Rabarberkvarteret kom helt bag på Balder Onarheim er den 32-årige sta-
tistik-ekspert og aktuar Lukas Torp-Pedersen ikke nær så overrasket.

”At der bor to Baldere på samme gade er ikke så usandsynligt, som man skulle tro,” siger Lukas Torp- Pedersen efter at have kigget nærmere på tallene fra Danmarks Statistisk.

”Der er 99,99 procent sandsynlighed for, at der ikke bor en Balder i en husstand i Danmark, mens der er 0,0091 procent chance for at der bor én eller flere,” siger Torp-Pedersen.

Med en god gang sandsynlighedsregning og et Excel-ark når han frem til, at der er hele 3,4 procents chance for, at der bor to Baldere i en gade som Struenseegade med 380 husstande.

Hverken hund eller hest

På Københavns Universitet forsker Birgit Eggert i navne og vurderer, at navnet Balder er inde i en rigtig gunstig udvikling i disse år, fordi det på sin egen facon passer godt ind i tidens ”modenavne”, som hun udtrykker det.
”Balder er sjældent, men samtidig ikke for underligt til, at folk ikke kender det,” vurderer forskeren.

Den hastigt voksende udbredelse af Balder kommer, fordi udtalen falder godt ind i det generelle lydbillede, der præger tidens populære drengenavne.

”Rent lydmæssigt passer det godt ind med modenavnene, hvis du tænker på udtalen af William og Noah. Man kan godt lide ’L’, og man kan godt lide ’A’,” siger Birgit Eggert fra navneforskningsinstituttet.

Balder-navnets begyndende sejrsgang kan måske i fremtiden afbøde et problem, som Onarheim ofte er stødt på.

”Jeg har kun én gang tidligere mødt et voksent mennesker, der også hed Balder. Jeg er vant til at skulle gentage mit navn, før folk forstår, hvad jeg hedder,” siger han.

”Problemet er, at de for det meste tror, det kun er et hunde- eller hestenavn.”