Høje ambitioner for næste års indsamling får Lars Wick til at mane til besindighed under elevrådsmøde på Nørrebro Park Skole
For mange ord og for lidt handling i Nørrebro Park Skoles elevråd fik fredag 12-årige Lars Wick fra 6.a til på én gang at rose snakkesaligheden og samtidig skære den af.
”Det er fint med en masse snak, men vi er også nødt til at være realistiske,” sagde den 12-årige under en ophedet diskussion på elevrådsmødet i tysklokalet på anden sal klokken kvart over ni om morgenen.
Udmeldingen kom umiddelbart efter, at referatet fra sidst var blevet godkendt, fremmøde noteret og forsamlingen havde taget fat i dagens første punkt på dagsordenen: Aktiviteter for næste års skoleindsamling til Knæk Cancer.
Èn elev foreslog en fodboldturnering mod betaling i Hans Tavsens Park. Wick selv mente, at eleverne kunne sælge noget fra madkundskab eller træsløjd.
Emil Polack, 14 år, elev fra 8.b, ville gerne opstille boder, hvor man kunne skyde med bolde mod dåser. Flere elever udtrykte begejstring og stak fingrene i vejret.
I takt med at stemningen steg i lokalet, så Wick sig imidlertid nødsaget til at tage ordet og tilføre forhandlingerne noget fornuft.
”Der er rigtig mange gode ideer, men problemet er, at der aldrig rigtig bliver gjort noget ved tingene,” lød det fra Wick, der sad med armene krydset over brystet og med en hovedbevægelse kastede sine røde lokker til siden.
Ting tager tid
16-årige med-elevrådsformand Mai Hella fra 8.a forsøgte at imødekomme den skeptiske holdning med diplomati.
”Lars, vi forsøger jo faktisk at tænke realisti…” begyndte hun, men blev afbrudt af Wick, der høfligt, men bestemt, løftede hånden med håndfladen vendt mod sin to år ældre skolekammerat.
”Jo, jo. Det ved jeg. Men hvis vi vil alt det her, er vi nødt til også at bruge tid på det,” lød den praktiske indvending.
Den erfarne ordstyrer, 14-årige Linea Ælkjær fra 8.a, foreslog et fælles ståsted.
”Det er en god pointe, Lars, og det skal vi huske. Det skal under alle omstændigheder nok blive rigtig godt,” lød den kompromis-søgende konklusion i et, nu stille, klasselokale.
Ønsker lokal forankring
Bertil Nielsen fra 6.c lagde op til et emneskift og foreslog en mere forhåndenværende modtager af indsamlingen end den foreslåede cancer-forskning.
”Ville det ikke være en idé at finde et projekt, som var endnu mere lokalt?” spurgte han, mens han spredte fingrene og slog spidserne mod bordfladen i et forsøg på at illustrere den lokale forankring, han efterspurgte.
”Altså finde et lille bitte problem at støtte.”
Eleverne så nysgerrige på Nielsen. Da han ikke kunne komme i tanker om en konkret sag, afslog Ælkjær begæringen og afrundede mødet. Nielsen noterede i stilhed noget på sin bærbare computer. Forhandlingerne om aktiviteter til næste indsamling fortsætter under kommende møder.
Kort efter blev Lars Wick set slæbende sin jakke hen ad jorden på vej fra skolebygningen mod legepladsen sammen med nogle kammerater.
”Vi skal lege kæde-fangeleg uden kæde,” forklarede han.
Til kæde-fangeleg uden kæde skal man ikke holde i hånd, men det er alligevel svært at fange den første. I det store frikvarter kan de nå at lege to runder.
”Tre, hvis man er hurtig. Det kommer lidt an på, om c-klassen er med,” udtalte Wick.