Ejeren af konkursramte Nordisk Brødhus er dukket op efter år på flugt fra ubetalte regninger og egne løgne.
30-årige Lennart Ribers valgte torsdag formiddag, efter at have skænket danskvand i sit glas og tænkt sig grundigt om, at sige undskyld. Den forhenværende bager i Rantzausgade løj for andelshaverne og snød adskillige leverandører og ansatte for deres betaling.
”Jeg vil meget gerne sige undskyld,” siger Ribers, der adresserer undskyldningen til sine kammerater og de mange mennesker i Rabarberkvarteret, som troede på ham.
”Det blev bare et dybt hul af løgne,” siger Ribers, som iværksatte det nu konkursramte Nordisk Brødhus i 2012.
Lennart Ribers er efter udlandsophold i Tyskland og London vendt tilbage til Rabarberkvarteret efter at have fået job som køkkenchef hos Reef N’Beef i Indre København. Nordisk Brødhus lå på hjørnet af Jesper Brochmands Gade, hvor Cafe Tænk nu har hjemme, og med opbakning fra 39 lokale andelshavere, der hver havde skudt 10.000 kroner i projektet, åbnede Ribers også supermarkedet Spigo i de tilstødende lokaler.
Udadtil så det ud til at være en succes: Ribers blev nomineret til Årets Københavner af Politiken og drømte om at forvandle Rantzausgade til en gade fuld af små, lokalt forankrede andelsforretninger. Men bag de gode intentioner voksede et korthus af gældsforpligtelser.
”Jeg var den første, der fuckede op. Det var mit eget ansvar. Jeg havde muligheden for at skabe en oase, men endte i stedet med at skuffe en masse mennesker. Det føltes, som om jeg var ludoman: Jeg kunne tabe alle mine penge den ene dag, og dagen efter kunne jeg bruge nye penge og tro på, det kunne fungere,” siger Ribers, der efter eget udsagn døjede med en storhedsvanvid, der afholdt ham fra at bede om en hjælpende hånd.
”Jeg var klar til at stjæle penge i Danske Bank, men jeg kunne ikke bede om hjælp. Anpartshaverne kunne have hjulpet mig, de ville alle sammen have gjort det. Min egen stolthed blev den største klods om foden,” husker Ribers og skænker danskvand i sit glas ved et bord hos sin nye arbejdsgiver.
’Jeg var et nederlag’
På trods af at være blevet smidt ud af butikslokalerne samt det faktum at ansatte og leverandører ikke havde modtaget betaling i månedsvis forestillede Lennart Ribers sig med spektakulær mangel på realitetssans, at han kunne åbne det største bageri i Rantzausgade nogensinde. Det skulle være i den tidligere netcafés lokaler i Rantzausgade 22.
”Jeg ringer efter en vognmand, så vi kan brage den fucking ovn ud,” fortæller Ribers, opildnet og i dramatisk nutid.
”Jeg efterlader (Brødhus-)lokalet som en bombet ruin i Syrien. De skulle ikke have ovnen, de skulle hverken have lov til at ødelægge eller bruge den, de skulle ingenting have af mig. Jeg var et nederlag. Det blev min sidste handling i Brødhuset.”
Efter at have erobret ovnen stak Ribers af fra det hele uden at fortælle det til hverken ansatte eller anpartshavere, først til sin fars familie i Jylland, siden til udlandet. Et ældre ægtepar i Rødding, som har kendt Ribers det meste af hans liv, stod tilbage med et omfattende økonomisk tab og oprydningsarbejde på deres landbrug, der var blevet lagt om for at kunne levere afgrøder til Nordisk Brødhus med henblik på, at Ribers skulle overtage gården for at føre det videre som økologisk landbrug.
”Jeg vendte mig om og så, at jeg stod i lort til halsen,” siger Ribers.
”Jeg var kun én lort fra at begå selvmord. Jeg endte med at tage til Hamborg og tage stoffer. Jeg vendte ryggen til alt det, jeg havde prædiket over for skolebørn om, at man kunne stoppe med at tage narko og blive en succes. Lige pludselig lavede jeg ikke andet end at gå i byen på en onsdag, tage stoffer om torsdagen, det var et kaos.”
Mange uheldige beslutninger
Ribers endte i London, hvor han drev et spisested, Noak Bakehouse, i den sydøstlige del af byen, indtil han ragede uklar med ejeren, Emma Firestone, der anklagede ham for at stjæle fra kassen, sende hende trusler – fra sin nye facebookprofil ’Lennie Petersen’ – og overfuse hende foran de ansatte, inden hun lukkede forretningen angiveligt for at slippe af med ham.
Danskeren afviser anklagerne og siger, det er ham, der er offer, og at han er blevet snydt for løn efter at have arbejdet over 90 timer om ugen.
”Hun er ikke helt rask oven i hovedet. Det er hun ikke,” siger han.
Ribers erkender, at han har truffet mange uheldige beslutninger i sit liv, og sin evne til at komme i problemer har han ikke fra fremmede, forklarer han.
”Jeg havde tusinde forkerte ting med hjemmefra, men ingen rigtige,” siger Lennart Ribers.
”Jeg er aldrig blevet opdraget til at børste tænder,” siger han og viser sit plakbelagte tandsæt.
– Fair nok, men har du tænkt dig at betale folk tilbage?
”Skulle jeg tage det fra min månedsløn resten af mit liv?”
– Tjaa …
”Det kan jeg jo ikke. ”
”Systemet er lavet på den måde, at hvis noget går ned, og nogle kommer i klemme, så må jeg melde mig konkurs, for at de kan få deres penge.”
– En del venter stadig.
”Når man handler virksomhed til virksomhed, så tager man chancer. Nogle af dem er mine rigtig gode venner – de ved, at inden jeg bliver gammel og dør, skal jeg nok få det ud af verden. De små virksomheder vil jeg gøre mit ypperste for at betale tilbage. Andre er store virksomheder, så det er den chance, de tager. Jeg kan ikke hæfte personligt resten af mit liv. Det er jo ikke, fordi jeg har taget pengene og proppet dem i lommerne,” siger Ribers, der er blevet skilt og for tiden bor hos sin søster på Kapelvej.
Ribers oprettede i august 2015 en lukket gruppe på Facebook for at samle anpartshaverne med henblik på at betale hver af dem deres 10.000 kroners-indskud tilbage.
”Hvis jeg vandt penge i lotto, eller havde en restaurant, der fungerede, så ville der blive betalt tilbage.”
Indtil da har han ikke andet at tilbyde end sin undskyldning. Han håber, det er nok til en begyndelse.
”Jeg vil stadigvæk være en del af Nørrebro,” siger Lennart Ribers. ”Jeg tror stadig på Nørrebro.”