Midlertidig lukning af Corner Shop sendte 68-årig i armene på Kiosk 54 og tre glade kioskkunder.
Pensionist Jan Danø, 68, løb torsdag aften ind i problemer, da Corner Shop på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade overraskende var lukket. Butikken er hans foretrukne cigaretforhandler og for ham og mange andre i Rabarberkvarteret nærmest en del af familien.
”Nu er jeg jo nødt til at gå ned i ’nummer to’,” forklarede Danø og pegede opgivende i retning af Kiosk 54 længere nede ad gaden.
Mens Jan Danø gjorde klar til at ændre kurs og gå nordpå ad Rantzausgade dukkede tre andre af Corner Shops faste kunder op med folkeskoleelev Muntas Jamal, 16, i spidsen.
Trioen var i gang med en byvandring i kvarteret og stod netop og oplyste de forsamlede om deres mangeårige bånd til Corner Shops indehaver Varinder Puri, der ud over en kiosk også er i besiddelse af stor tålmodighed.
”Han har haft kiosken her, siden vi var helt små,” fortalte Jamal.
”Ja. Han har set os vokse op. Og selv om vi larmer og kommer ind i kiosken i en kæmpestor flok, så bliver han alligevel glad for at se os. Han kalder os ’familie’,” tilføjede hendes veninde, Sabrina Hassan, 17, storsmilende.
Hustru redder hele molevitten
På det tidspunkt var Jan Danø ikke for alvor kommet videre i retning af Kiosk 54 og lod sig i stedet snuble ind i samtalen.
“Corner Shop’en føles lidt ligesom at komme på det lokale ismejeri, da man var lille. Det føles familiært. Puri hilser på én og spørger, hvordan det går,” forklarede han om forskellen på de to kiosker, og glemte et øjeblik sit ærinde.
”Når Puri kikser, så kommer hans kone og redder hele molevitten. Når han glemmer, hvad jeg har spurgt om, fordi han bliver distraheret af at holde øje med de unge mennesker i den anden ende af kiosken, er det hende, der husker ham på, at jeg skal have smøger,” uddybede Danø overfor forsamlingen, der blandt andet talte Enhedslistens folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen.
Lørdag formiddag var Corner Shop åben igen, og indehaver Varinder Puri udtaler til Rabarberbladet, at lukningen skyldtes en rejse til Indien på familiebesøg. Temperaturen på de kanter havde under besøget ligget omkring 42 grader, og den nødvendige nedkøling af kioskejeren havde ikke været helt ukompliceret, lod han forstå.
”Jeg drak så meget citronsaftevand med isterninger, at jeg til sidst fik ondt i halsen af al den kulde,” fortalte Puri med et vift med hånden og en svag hovedrysten.
Som tidligere beskrevet i Rabarberbladet har han siden den 1. januar i år betalt 9.100 kroner mere i husleje, end han hidtil havde været vant til. Den stejle huslejestigning blev varslet af ejendommens ejer, advokat Christian Gangsted-Rasmussen. De to parters advokater ligger i forhandlinger om huslejestigningen, men det har ikke givet Corner Shops kioskpar ro i sindet.
”Det kan vi selvfølgelig ikke blive ved at betale,” udtaler medindehaver Monika Puri om den nuværende husleje.
”Det kan være, sagen ender i retten, og vores advokat kan ikke love, at det falder ud til vores side. Det er meget hårdt.”