Foto Sophia Lehrmann
Psykoterapeut og amatørkeramiker Lilla Monrad opnår gang på gang en så høj grad af koncentration omkring tilblivelsen af sine lerfigurer, at hun glemmer alt andet omkring sig.
Fredag formiddag forsvandt psykoterapeuten Lilla Monrad ind i sig selv, og da hun kom ud igen havde hendes hænder formet den sidste af tre lerfigurer, der skal ’snakke’ sammen.
”Det er en tilstand. Pludselig kigger man op, og foran en sidder en anden, der har lavet en hel skulptur færdig. Man har været helt suget ind i sit eget,” siger Lilla Monrad på 62 år, der var deltager i et keramikkursus i Rantzausgade 42.
Hver fredag fra 9.30 til 13.00 mødes holdet af kvinder i alle aldre for at formgive ler– en disciplin, der lægger nye alen til udtrykket ’tålmodighed er en dyd’. Keramik kræver præcision, rolige bevægelser og tungen lige i munden, men bliver ikke nødvendigvis ødelagt af lystig snak, viser Rabarberbladets observationer i lokalet.
Foran Lilla Monrad er den stadig ufærdige lerfigur placeret på en mørkerød piedestal. Til højre for hende står en anden og mere færdig lerfigur i samme stil. De skal begittes, brændes og måske glaseres, inden de er fuldkomne.
I tre nervepirrende minutter når den tredje figur at blive væk, men til stort held finder en anden kursusdeltager den nede i kælderen i en af keramikovnene.
Kunst opstår ikke tilfældigt
Rabarberbladet har kontaktet Inge Vincents, der er professionel keramiker, og spurgt om der ikke er lidt Oldgræsk Köröskultur over figurerne.
”Min umiddelbare tanke er nok, at man netop ikke skal presse sådan nogle kriterier ned over noget som nogen har siddet og hygget sig med – kreativitet – at kreere, skabe – har i sig selv ikke noget med kunst og stilarter at gøre,” mener hun og fremhæver at kunst godt kan opstå:
”Med tiden kan personen gennem refleksion og udvikling bevæge sig i retning af at skabe kunst, men det opstår sjældent, hvis nogensinde, tilfældigt,”.
Tilbage i lokalet på Rantzaugade lugter der af våd jord. Der er lettere støvet, men loftlampernes gullige skær og de mange plakater med keramik som motiv gør det ellers hvide, upersonlige lokale hyggeligt. Af og til er der helt ro, fortæller Lilla Monrad.
Maria Sørensen på 45 år opsnapper bemærkningen og føler sig formentlig ramt i det hun straks undskylder, at hun snakker for meget.
Fejl kan man se som fordel
Overfor Lilla Monrad sidder 23-årige Olivia Dahl Nielsen, der læser bachelor i sociologi og er i gang med morgenmadsskåle.
Hun viser sine brun- og blåprikkede skåle frem, og konstaterer, at en anden fra kurset kom til at spilde ned i dem, og det er derfor, at de har fået det udtryk, de har. Det er faktisk det charmerende ved dem, mener Olivia Dahl Nielsen, og med et stort smil siger hun:
”Man kan sige, at det er et interaktivt valg!”
Lilla Monrad mener, at det hjemmelavede look giver værkerne ekstra charme. ”Fejl kan man se som en fordel. Det giver unikt touch,” vurderer hun.
Samtalen mellem Olivia Dahl Nielsen og Lilla Monrad afbrydes, da keramiklæreren Mette Ærsøe på lettere dramatisk vis kalder. Hun spørger, hvem der har alle de keramikværker flydende i kælderen. ”Der står så meget!” siger hun.
Maria Sørensen, hvis figur er ved at revne midt over, indrømmer, at hun da har nogle ting stående dernede.
Hun putter sit fad op i en balje, så den kan hvile på siderne, og tyngdekraften ikke får det sidste ord.