Carsten Gottlieb, 62 år, stud.phil og aktiv pensionist
Lige ovre på den anden side af Åboulevarden, lige ved Forum, har jeg siddet og spillet musik. Elektrisk akustisk guitar. Tre sæt blev det til. Vi spillede rhytm’n’blues. Jeg tror godt, at jeg må afsløre det. Nu siger jeg det i hvert fald bare: Det var med Fritz Fatal fra bandet Before. Der blev improviseret over noget Alrone Rod, et dansk band fra slut-60’erne, der spillede syrerock.
Vi arbejder på at lave noget musik, der kan promovere en institution på Forchhammervej, men det er stadig lidt hemmeligt, så det løfter jeg ikke sløret for. Vi plejer at øve to gange om ugen: Onsdag og fredag.
Jeg forlod øvelokalerne fem minutter i et. Jeg tog min guitar på ryggen, hoppede op på cyklen og cyklede hjem ad H. C. Ørstedsvej over Griffenfeldsgade og op ad Rantzausgade til Struenseegade, hvor jeg bor. På min cykeltur tænkte jeg på, at jeg lige har fået fremkaldt dvd’er af mig selv som barn. Man kan blandt andet se mig på Mallorca som femårig. De var oprindelig på 8-millimeters smalfilm og er nu overspillet til fem DVD’er og to USB’er til mine børn. Det har jeg brugt 2.000 kroner på i Video-C, den der spøjse butik på Åboulevarden. Jeg har sparet op i en måned til konverteringen. Jeg synes, mine børn skal finde ud af mere om deres far, mig. Jeg har to børn – begge på Amagerbro, men den ene arbejder her på Nørrebro på en skole. Det er hårdt at være skolelærer.
Klokken 13.05, da jeg kom ind i min lejlighed, lagde jeg min guitar fra mig. Jeg tjekkede, at der ikke havde været indbrud. Jeg har nogle ting, jeg meget nødigt vil miste. Jeg frygter faktisk oftest at få indbrud, så det er kutyme, at jeg lige ser efter, om alt er, som det skal være. Tjek!
Jeg gik ned til min lokale købmand og købte to øl. Dagens første øl er altså i gang med at blive indtaget her 13.10. Jeg er nået cirka en tredjedel, så den er halvt fyldt, kan man sige. Det bliver som regel Tuborg Classic, jeg køber, for de smager af lidt mere.
Senere, når jeg skal hjem, vil jeg kigge på filmene fra min barndom. Der er mange klip fra mine rejser med mine forældre til Sydeuropa. De var ret godt stillet.
Når jeg sådan bliver nostalgisk omkring min barndom og ungdom, så fortryder jeg, at jeg aldrig gjorde min uddannelse i filosofi færdig. Jeg skred bare til Himalaya. Ordet ’karma’ drev mig, og da jeg kom hjem, gik jeg direkte på bistandskontoret. Godt, at mine børn har brudt den social arv.
Ja, og nu sidder jeg bare her med Mona og Carsten, der sjovt nok hedder det samme som mig. Jeg har ikke kendt dem så længe. Er Carsten egentlig et populært navn stadigvæk?