Breaking news & andre ting

x

Send os et tip

Funktionen er nedlagt.

Kategori arkiv

Hans Egedes Gade

Mand jubler over at bo højt: Heroppe er ingen radon

Hans Egedes Gade Af
  • Andreas-bor-højt-behandlet.jpg
    42-årige Andreas Hald styrker sine lår ved at bære sønnerne Krilles (tv.) og Severin op ad trapperne til femte sal. Foto: Sophia Lehrmann

Andreas Hald risikerer snart at miste sin status som højest boende i Rabarberkvarteret.

 

42-årig kræftforsker Andreas Hald udtrykte tirsdag aften stor begejstring over at bo højere end nogen anden i Rabarberkvarteret:

”Heroppe har jeg ikke radon,” jubler Hald med reference til den naturligt forekommende radioaktive luftart, der siver ind i boliger fra undergrunden og øger risikoen for udvikling af lungekræft.

”Der er nok heller ikke så meget partikelforurening. Jeg kan ikke sige, hvor jeg havde været, hvis jeg ikke havde boet her,” siger Andreas Hald, der bor oppe under tagspærene på femte sal i Hans Egedes Gade.

Den røde murstensbygning, tegnet af arkitekt Povl Baumann for godt 100 år siden, med udsigt til Klovnens Bodega er bygget på en grund, som ifølge et højdekurvekort fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering buler hele 9,5 meter op over havets overflade. Til sammenligning ligger størstedelen af Rabarberkvarteret blot otte meter over havets overflade.

Andreas Hald har boet i lejligheden i ti år og siden indflytningen er sønnerne Krilles Emil Hald Ardal på syv år og Severin Oskar Hald Ardal på tre år kommet til. Udover de renere luftarter og lykkeskabende lys glæder han sig over at være kommet i meget bedre form.

”Der er jo gratis motion op ad trapperne. Der er intet bedre end at komme hjem med to sovende børn og indkøbsposer og så virkelig få trænet sine ben. Jeg er kommet i topform. Mine venner pruster og stønner, når de besøger mig,” fortæller han stolt.

Andreas Hald tager med glæde en ekstra gang op og ned ad trapperne:

”Det sker sommetider, at jeg når hen til min cykel og opdager, at jeg har glemt min nøgle. Så er det jo bare en tur op og ned igen. Ekstra motion,” siger Andreas Hald.

Og der er fakta bag fornemmelserne. På sådan to ture op og ned fra femte sal kan man nemt forbrænde 100 kalorier svarende til en banan ifølge Per Brændgaard, sundhedscoach og cand.scient. i human ernæring, der understreger den afvekslende træningsform trapperne tilbyder.

”Hvis man går hurtigt op, så er det hovedsageligt anaerob træning (uden ilt, red.), man dyrker. Går man langsomt op, så får man nærmere en aerob træning (med ilt, red.) ud af det. På den måde kan man som højtboende variere sin træning,” fortæller sundhedscoachen, der selv bor på 4. sal i en lys lejlighed på Østerbro.

Andreas Hald får især trænet musklerne omkring forsiden af lårerne og ballerne, forklarer Per Brændgaard, som dog ikke kun ser positive elementer i det at bo højt:

”Risikoen er, at der vil være småture, man ikke tager. Og så bliver man jo bare oppe i sin lejlighed,” siger han.

Andreas Halds status som højest boende i Rabarberbkvarteret er dog truet med planerne om et 75 meter højhus ved Nuuks Plads. Den formstærke far til to har været til høring omkring byggeriet og stiller sig skeptisk over for det:

”Jeg ser ingen grund til, at der skal bygges over det hele. Det er det mest koncentrerede befolkningsområde lige her, så hvorfor bygge mere?” spørger han.

”Men jeg er sikker på, at det bliver nogle fede lejligheder med god udsigt.”

Selv er han god tilfreds med at kunne skue ud over flere bydele i København, han ikke vil komme til at miste:

”Jeg kan se over til Rigshospitalet, 400 meter ned i Nørrebroparken, ud til Frederiksberg, fyrværkeriet fra Tivoli, og jeg tror også, at man kan se Rådhustårnet faktisk,” siger han, mens han peger sydøst ud af et lille vindue ved spisebordet i et forsøg på at udpege tårnet.

Andreas Hald indrømmer, at han har overvejet at købe en lejlighed på toppen af det måske kommende højhus for at beholde sin status som højest boende i kvarteret, men han har droppet idéen grundet økonomiske årsager.

”De lejligheder, der kommer, bliver nok for dyre,” siger han.

”Og når det kommer til stykket er det jo heller ikke fordi, jeg vil bo højst. Jeg nyder bare at bo højt.”

Til efteråret finder Andreas Hald ud af, om han endeligt mister sin status som den højest beboende i Rabarberkvarteret. Der skal Borgerrepræsentation på baggrund af henvendelser og en plan om endelig vedtagelse tage stilling til højhusets realisering.

Gå til Top