Hvornår har du sidst grædt?

John Schmidt, 53 år, uddannet kok og indehaver af ølbutik (Ninkasira)

”Sidst jeg ikke kunne holde tårerne tilbage var for tre år siden. Det var, da jeg sammen med Beredskabsstyrelsen var i området omkring Port Loko i Sierra Leone i forbindelse med Ebola-epidemien. Jeg var kok for personalet i indkvarteringslejren.

Vi arbejdede sammen med lokalbefolkningen og handlede i deres butikker. Særligt husker jeg en 9-10-årig dreng, som hver dag stod uden for lejren og spurgte os om alt muligt og var vældig nysgerrig på, hvad vi lavede. Han bad aldrig om noget, hverken mad eller penge. Da lejren lukkede og vi skulle rejse hjem, besluttede lejrchefen at give ham en cykel, der var tilovers, og at finansiere hans skoleophold. At se en dreng blive så glad og tudbrøle på samme tid gjorde virkelig stort indtryk på mig.

Da vi tog afsked med de lokalt ansatte, begyndte vi alle sammen at græde, fordi vi var kommet så tæt ind på livet af hinanden i de seks uger, vi var sammen under helt særlige forhold. Det var en meget bevægende oplevelse.”

Jane Christiansen, 59, i ressourceforløb

”Ja det er ikke længe siden. For nogle uger siden fik min mor konstateret lungekræft. Når jeg sidder derhjemme alene i sofaen og tænker over det, så kniber jeg lige så stille et par tårer. Jeg holder utroligt meget af hende. Hun er 89 år gammel, så hun har højst sandsynligt kun et par måneder tilbage at leve i. Måske tre. Det synes jeg er utroligt svært at bære. Man føler jo, at ens mor skal være udødelig. Så det bliver nok en trist tid, jeg går i møde. Jeg vil nyde den sidste tid jeg har med hende, så meget jeg overhovedet kan.”

Tilde Hagstrøm, 37 år, på barsel

”Det var for et par uger siden.  Jeg blev ramt af såkaldt ’tredjedags-blues’, efter jeg fødte min dreng, og situationen var lidt overvældende. Heldigvis er det et kendt fænomen, som min jordemoder også fortalte mig.”

”Selve fødslen gik ikke helt som planlagt. Jeg troede egentlig bare, at jeg skulle ind på Rigshospitalet og hurtigt ud igen, lidt ligesom at smutte en mandel, men det endte ud i at blive et kejsersnit.”

”I dagene efter er jeg indlagt, og hormonerne flyver rundt i kroppen, og så ligger jeg der lige pludselig og kigger på den ene dårlige tv-reklame efter den anden og alt det nedern kunst fra 1980’erne, som de har hængt op.”

”Jeg har født før, så det var ikke, fordi det var noget uvant for mig, men alligevel lå jeg der og tænkte:

’Hvad skal jeg lige stille op med det hele?’

Det var heldigvis noget, der passerede hurtigt, og efterfølgende var jeg jo lykkelig og åben for de nye forandringer.”

Gartner Sandberg, 65 år

”Det er sgu mange år siden. Det var, da jeg mistede min kone nummer to. Det var i 2005 – efter to års sygdom.

Hun ligger her på Assistens. For nogle ville det nok være for tæt på, men ikke for mig. Jeg har hjulpet Københavns Kommune her i parken i 29 år, så jeg kigger forbi hende hver fjortende dag. Heldigvis blev jeg lykkeligt gift sidste år. I en smuk landsbykirke midt på Sjælland, hvor jeg kommer fra.”

Cecilie Drude Bang, 21 år, studerende

”Det var på en studietur til Lissabon, vi var i en park og drak en masse øl. Det var ved at blive aften, selvom det var helt lyst. Vi gik op mod vores hotel, og på vejen kunne vi alle godt mærke, at blæren var ved at være godt fuld.”

”Jeg husker, at det føltes som om, at der var uendelig langt hjem. Vi var på vej op ad en stejl bakke, og pludselig kunne jeg bare mærke, at det ikke ville gå og begyndte derfor at løbe desperat, og så røg det bare ud. Jeg stoppede op i chok, for det havde jeg ikke regnet med. De andre kom løbende og forstod ikke helt, hvad der var sket. Jeg kan huske, at det sved sindssygt meget, fordi jeg havde blærebetændelse. Jeg var helt klistret. Fordi det gjorde så ondt, registrerede jeg ikke rigtig, at det var pinligt før bagefter, og så kunne jeg ikke lade være med at grine af det.”

”Nu holder jeg mig lidt tættere til toilettet og har også sværere ved at holde mig. Ellers synes jeg bare, at det er en god historie at tænke tilbage på. Det er de færreste, der kan sige, at de har pisset i bukserne i Lissabon som 20-årig.”