Mary Fredholm, 71 år
Pensionist, Hans Egedes Gade
Hvor kommer du fra?
“Fra Dublin, et kvarter der hedder Inchicore, hvor jeg boede med min familie og gik på katolsk pigeskole. Jeg har stadig familie i Inchicore.”
Hvor længe har du boet i Rabarberkvarteret?
“Jeg har boet her i 41 år. Dengang var Rantzausgade en gade, hvor man kunne købe smørrebrød, og der var to forskellige bagere og to slagtere, og man kunne købe sko i en forretning og gardiner i en anden forretning. Alle de pizzabarer havde man ikke før.”
Hvordan er kulturen anderledes her, end der hvor du kommer fra?
“Irerne er meget mere åbne, end danskerne er. Lige indtil man selvfølgelig lærer danskerne at kende, altså. Hvis man sidder i en bus i Irland, så vil folk sige ‘hej’ og ‘hvor kommer du fra?’ eller ‘hvor skal du hen?’ eller ‘blablabla’. Det gør man altså ikke her, hvis man ikke kender folk. Jeg er stadigvæk meget irsk, og jeg hilser på rigtig mange mennesker.”
Hvad savner du?
“At synge. Man synger meget i Irland. Man synger irsk folkemusik på værtshuse, hvor der altid er en gruppe, der spiller, og så kan man bare stille sig op og synge en sang. Det er meget almindeligt, også til fester. Der er ikke nogen fest, uden at man synger. Det er en del af Irland. Det er ligesom at spise pølser i Danmark.”
Hvad har du gjort for at integrere dig?
“Jeg gik til danskundervisning tre gange om ugen i tre timer, så det var ni timer om ugen. Jeg havde et job inde på Strøget, hvor jeg kunne høre sproget rundt omkring mig, så det gik ret let. Og så har jeg været medhjælper i en børnehave, og det arbejdede jeg med i mange år. Så lærte jeg forældrene at kende, og når man så arbejder i det område, hvor man bor, så kommer man jo i kontakt med en masse mennesker. Men i første omgang var det ikke tanken, at jeg skulle blive her. Jeg havde fået en dansk kæreste, men jeg skulle hjem til Irland på et tidspunkt. Det blev ikke rigtig til noget, mest fordi min far døde, da jeg havde været her et par måneder.”